Sort Diamant

Det er svært at være ærlig over for sig selv, når man er stædig og ikke vil give op. Men det har jeg været nød til. For jeg er i øjeblikket sygemeldt med stress. Et nederlag som jeg skulle accepter og samtidige fortælle min krop at det er okay. Jeg har været væk fra arbejdet i en måneds tid nu og jeg savner det. Man bliver sgu lidt skør af at gå herhjemme. Men prøver at bruge tiden flittigt. Går til læge, psykolog, dyrker motion (læs: 2 gange) og giver plads til mig selv. Mine dage er meget svingenede. I går brugte jeg dagen i sengen for at sove og se serie. I dag var noget helt andet, jeg havde lyst til at stå op og lave noget, få noget ud af min dag. Men små ting, gør at jeg hurtig ryger ud af kurs, bliver ked af det og indadvendt. Håber jeg kan finde energien frem igen.

Jeg oplever ting på kroppen som er uhyggelige og som jeg gerne vil væk fra. Jeg har det svært med at tage beslutninger. Basale ting som at finde på hvad vi skal have at spise til aftensmad, kan give mig hjertebanken, sved på panden og en kæmpe klump i maven. Men ikke nok med det. Selvom vi laver indkøbsliste hjemmefra og jeg får min røv ned i Rema, så kan jeg stå lige foran varen og bare kigge på den. Jeg bliver låst fast. Bliver nervøs og usikkert, og det er overhovedet ikke en rar følelse.

Jeg øver mig i, ikke at give mig selv et dummeslag når jeg ikke når mine ”to do” liste, blandet andet aftensmad-projekter. Jeg skal huske at fejre de små ting. Hvis man følger med på min instagram så vil man ofte i min story se at jeg bruger tiden på kaffe. Gerne kaffe nede på en lille café i byen, hvor jeg kan sidde i ro og mag og lytte til lidt musik. Kaffe er en slags gave til mig selv, fordi jeg får mig selv ud af lejligheden og ned i byen. Et klap på skulderen fordi jeg gjorde noget, som jeg ved der gør mig godt, og som egentligt kræver meget af mig.

Så sådan ligger landet for tiden. Tingene er hårde lige nu, men med masser af hjælp og støtte, som jeg får, er jeg sikker på, at jeg snart er den gamle Louise igen.